7. september 2005, Jyllandsposten
Send bare flere penge, vi er godt klædt på til at bruge dem. Det er meldingen fra den danske fødevareforskning til politikerne, efter at en rapport har udråbt de danske fødevareforskeres arbejde til at være blandt verdens bedste.
Roserne går først og fremmest til levnedsmiddelcentret (LMC), der koordinerer fødevareforskningen ved de største, offentlige institutioner for fødevareforskning.
Formanden for LMC's bestyrelse, Bent Claudi Lassen, benyttede den glædelige nyhed til at sende en opfordring til de danske politikere.
- Rapporten er det bedste bevis for, at vi har apparatet til at lave resultater, så kom bare med midlerne, sagde han, da rapporten blev præsenteret onsdag.
Det er otte anerkendte forskere fra Holland, Storbritannien og Schweiz, der har kigget deres danske kolleger efter i sømmene.